En historie fra Færøerne, anden del

Danskerne, Jens Erik og Axel, boede på samme pensionat i midten af Tórshavn, men det var på sin vis også det eneste, der bandt dem sammen i Tórshavn. De var begge i midten af tyverne, og deres tilhørsforhold til Færøerne skyldes udelukkende deres arbejde. Et ophold, der sang på sidste vers.

Argir
I den sidste tid havde Joen, Jens Erik og Axel taget et par bowlingsaftener på den nye bowlingbane, der var blevet anlagt i det gamle spinderi, som var placeret midt ude i åen, som løber mellem Tórshavn og Argir.

Som noget nyt kunne man nu også spise varmt mad på bowlingbanen, da der var ansat en kok fra Marinestationen i Tórshavn – og han var slet ikke så ringe til at lave mad. Derfor blev stedet ret hurtigt et godt alternativ til den trivielle mad på pensionatet for de to danskere, der ikke altid bifaldt de færøske retter som ræstfisk og ræstkød.

Bestilling af spiritus og øl
Jens Erik, var ansat som tømrer ved det danske byggefirma Pihl og Søn. Han var lidt kraftigere end Axel, hvor de mere havde højden på 1,75 m som fællesnævner. Axel havde et helt andet arbejde end Jens Erik, idet han var ansat ved det danske postvæsen midt i Tórshavn.

Når en af dem fik en sending spiritus og øl fra Danmark, kunne det godt gå lidt vildt for sig i værelserne på pensionatet. Engang gik det ud over en dør til Axels værelse, så døren måtte udskiftes. Med denne udskiftning forlangte ejeren selvfølgelig, at Axel måtte betale omkostningerne for, hvilket ikke blev noget problem, men så ville Axel til gengæld også have den ødelagte dør.

Døren blev lagt op på to tomme ølkasser – og herefter havde ”Posten” et sofabord. Døren, eller bordet om man vil, havde stadig håndtag og låsen isat – og oven i købet sad den gamle nøgle stadig i låsen. Når der så atter kom spiritus og øl på ”bordet”, kunne Axel finde på at låse låsen i den ødelagte dør. Et stunt, man med held kunne sætte sig ind i, ved indtagelsen af en større mængde spiritus. Både Jens Erik og Axel kunne da også få det helt store grin frem under seancen – og det skete ikke så få gange under deres ophold i Tórshavn.

Afrejsen
De fem venner mødtes på kajen ved skibet »Smyril«, som skulle sejle den ned til Vágur på Suðuroy. Skibet »Smyril«, var nogle få år før blevet bygget på skibsværftet »Skipafelagið Føroyar«, og blev med det samme et skib, som færingerne blev lidt stolte af. Selv om »Smyril« var en del mindre end Færøernes tidligere stolthed, »Tjaldur«, der blev solgt til Argentina, kunne det, med lidt god vilje, godt minde en del om det skib, som »Skipafelagið«, af økonomiske grunde, blev nødt til at sælge i Sydamerika.

Der var allerede en god stemning på »Smyril«. Mange passagerer havde varmet lidt op hjemmefra, hvilket betød, at stemningen automatisk blev løftet et par trin højere, end en almindelig rejse til Danmark. De fleste passagerer skulle jo også deltage i en yderst populær sommerfest, og det går bestemt ikke stille for sig på Færøerne.

De to brødre
Eirikur og Snorri var bestemt ikke blandt de passagerer, der kunne holde stemningen nede, da de begge havde taget godt fra sig af de våde varer i det gamle hjem i Tórshavn.

”Er I klar til Jóansøka?” spurgte Joen de to brødre. Eirikur svarede slet ikke, men klappede sig demonstrativt på inderlommen, hvor Snorri havde en noget mere uddybende kommentar til sin ”bevæbning”. ”Vil du da ha’ en snaps?”, spurgte Snorri, og rakte en hel flaske whisky over til Joen, der ikke tøvede med at tage imod tilbuddet. Snorri hankede herefter op i skjorten, og til syne kom en hel flaske D.O.M. Bénédictiner liqueur, der var stukket ned bag livremmen.

Egentligt var det noget naturstridigt i, at flasken kunne placeres der, idet Snorri havde en meget kraftig mave, hvor bæltet havde sin plads under maven. Hvad der egentlig holdt benklæderne oppe – og flasken med, måtte stå hen i det uvisse.

Efter Joen havde taget en spids fra whiskyflasken, lod han den automatisk gå videre til Jens Erik og Axel, der uden videre forklaring tog imod ”tilbuddet”. De havde begge været for længe på Færøerne til, at de kunne misforstå denne ”invitation” til en slurk af flasken. Snorri strøg kærligt flasken bag bæltet, nærmest med en overdreven håndbevægelse, der kunne lede tanken hen på noget direkte sjofelt bag handlingen. ”Denne her”, oplyste han, med en endnu mere hæs stemme end den han plejede at tale med, ”denne her skal skaffe mig fisse i Vágur!”

”Det må du sgu lige forklare lidt tydeligere”, fiskede Jens Erik med et blink i øjet. Han havde i samme øjeblik ladet whiskyflasken gå videre til Axel.

”Hold da helt kæft, hvor er I danskere langsomme”, svarede Snorri nærmest grinende, kvinder er langt mere til denne slags end whisky eller snaps – derfor!”, forklarede han, mens han endnu engang gjorde en noget sjofel bevægelse med hånden på flasken i bæltet. ”Går det for stærkt for din hjerne?” fortsatte Snorri drillende i et noget højere toneleje, men med et blik på hånd og flaske, der bestemt ikke efterlod ret meget til fantasien!

Hverken Axel eller Jens Erik havde noget behov for en nærmere forklaring på, hvad der foregik i Snorris hjerne, dertil var det alt for åbenlyst. Og Joen lignede en, der overhovedet ikke var forbavset over Snorris bagtanker. Sandt at sige forventede han noget i den retning.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *