Højt at flyve

I dag tog jeg en flyvetur til Billund, da jeg har en mindre opgave i Bevtoft (ved min datter Lene), mens Birthe og barnebarnet, Jon, passer boligen i Tejn.

Vi skulle have et take off kl. 10:15, men allerede 5 minutter før var vi i luften over Rønne. Flyet var vel omkring trekvart fyldt, men da alle var kommet i god tid, var der ikke noget, der kunne forhindre en tidlig start. Og det var det der skete.

Tidsskema
Turen gik så hurtigt, at jeg dårlig lagde mærke til, at vi pludselig var over Fyn.

Det var lige netop her, at piloten gjorde os opmærksom på, at vi kun havde et kvarter tilbage af flyveturen.

Efter planen skulle vi lande kl. 11:25 og klokken var bare 10:50, så jeg skal da lige love for, at der var medvind på turen tværs over Danmark.

Kl. 11:05 satte piloten landingshjulene på Billund lufthavns landingsbane – 20 minutter før end beregnet.

Det er sgu lige før, man burde klage, da jeg havde betalt for at være meget længere i luften!

Det viste sig også, at Lene endnu ikke var kommet frem til ankomsthallen, så jeg fik lige ti minutter til at nyde luften i det midtjyske.

Selv om jeg er blevet meget glad for Bornholm, så føler jeg mig rigtig hjemme i Jylland – og det skete også for mig i dag.

Fly fremfor andet transportmiddel
Når jeg tænker på, hvor hurtigt jeg kom fra Rønne til Billund – i forhold til en tur med færge, tog/bus til København, og igen med tog videre til Jylland, så må jeg indrømme, at flyet er at foretrække. Og for en mand – i min alder – er rejsetiden slet ikke så uvæsentlig.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *