Uligheden forøges

Regeringer er kommet med deres forslag til en “Vækstpakke” – som er til “gavn for hele Danmark”, og “tilgodeser” det almindelige HK-medlem relativt højere end de højtlønnede i Kongeriget!?!

Som jeg læser det, så er der noget, der skal sælges overfor vælgerne – og ikke mindst i Folketinget. Men den ryger jeg altså ikke på!

Vi har altid haft det princip, at de bredeste skuldre skulle bære mest – og med det forslag, fra regeringen, så kommer vi godt og grundigt et stykke bort fra dette princip. Dyre biler bliver meget billigere, og de højtlønnede slipper en del billigere i topskatten – hvor pensionisterne på ingen måde bliver tilgodeset!

I min tid, på arbejdsmarkedet, betalte jeg også topskat. Regeringen fortæller, at det skal kunne betale sig at arbejde – okay, det har det også gjort for mig, for jeg har været med til, at bygge det samfund op vi har i dag. Men – når der skal deles ud af det “råderum”, som regeringen påstår vi er i besiddelse af, så får alle pensionister et los i røven. Vi er jo bare en ældre byrde på overførselindkomst!

Tilbagebetaling af udbytteskat 
I flere år har SKAT udbetalt svimlende summer af milliarder af kroner til kriminelle – i form af  “tilbagebetaling af udbytteskat” – disse penge må da mangle et eller andet sted i statskassen? Og der er endnu flere eksempler på, at SKAT har udbetalt “forkert” – eller slet ikke magtet at opkræve skat fra borgerne (lige med undtagelse af pensionisterne, som er kommet til at skylde 196,- et eller andet sted i systemet).

Resultatet er blevet, at skatteborgernes penge er gået ud gennem et stort hul hos SKAT – og de penge må da mangle et eller andet sted?

Råderum!
Så er det regeringen kommer med deres såkaldte “råderum”, hvor der bliver givet frit slaw til de rigeste i landet. Når jeg tænker på alle de mange milliarder, der er forsvundet ud til de mange kriminelle, så forstår jeg slet ikke, at der kan være tale om et råderum? Og jeg forstår slet ikke, at dette, i så fald, skal tilgodeses til de aller rigeste.

Kontanthjælpen er nedsat, og danskere, der har arbejdet en tid i udlandet, kommer på integrations ydelse, hvor de nu skal klare sig for kr. 6.106,- om måneden – minus skat!?! Denne regeringen har præsteret, at gøre uligheden endnu større i Danmark – den ros skal de sgu alligevel have. Men er det så det, vi almindelige danskere vil have?

Regningen kommer!
Selvfølgelig skal pensionister og alle de svage i samfundet ikke have en krone (ifølge regeringen), for jeg føler mig ret overbevist om, at regningen kommer til dem (os), når denne såkaldte vækstpakke engang bliver vedtaget.

Jeg behøver vist ikke uddybe mig mere om, hvad jeg mener om denne regering?

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *