En kustodedag på BTS

I går havde Karen og jeg kustodevagt på Bornholms Tekniske Samling (BTS).

Egentlig har vi tirsdagen som vor ugedag, men vi kunne godt bruge nogle flere frivillige kustoder, så ind imellem må vi få kustoder bytte indbyrdes, for at få vagterne til at gå op. Det er ikke altid lige let.

TV 2 og BTS
I går kom TV 2 Bornholm på besøg. Nu var det altså ikke os kustoder fotografen og journalisten var interesseret i, men derimod vor formand, Kjeld Nielsen, som skulle medvirke i nogle indslag til programmet “Sprogblomster”.

Som jeg kunne høre på de to TV 2-medarbejdere, så var de ret imponeret af den samlede udstilling, som BTS kunne fremvise for dem. Dette gjorde det ikke nemmere for dem at vælge deres foretrukne scener til udsendelsen, for med 4000 kvm, er der ikke så få steder at vælge imellem.

Kniplinger og vævning
I går kunne vi ligeledes fremvise aktiviteter i form af vore damer arbejde med kniplinger og vævning.

Jeg skal da også lige love for, at denne aktivitet var populær for vore gæster, for det varede ikke længe, før det næsten var umuligt at komme ind i det lokale.

Jeg var dog så heldig at få et par billeder, inden det helt store rykind blokerede døren til lokalet.

En veteranbil
Der kom også en veteranbil på græsset foran indgangen.

For ikke så  mange dage siden havde Bornholms Motorveteraner et større arrangement (som de plejer hvert år), og det er et flot syn med alle de meget velplejede veteranbiler på de bornholmske landeveje.

Skattejagten
Som jeg før har nævnt, så kan BTS byde på en skattejagt for børnene (men de voksne kan sagtens deltage).

I går havde vi ikke så mange børn blandt vore gæster, så det blev til bare en enkelt skattejagt. Dog er det slået fast forlængst, at skattejagten er blevet en succes blandt vore yngre gæster på BTS.

Det norske flag
Vi havde forøvrigt et par norske gæster i går. Da de så det Bornholmske flag, den udgave med det grønne og hvide kors, blev de noget fortørnet.

De troede det var en udgave af det norske flag, hvor vi havde indsat en grøn farve – i stedet for den blå!

Jeg måtte hurtigt berolige de skræmte nordmænd med, at her var der slet ikke tale om en fejludgave af et norsk flag – men en udgave af et Bornholmsk flag. Herefter blev stemningen en hel del bedre 😉

Foto og ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *