Folkemødet i Allinge

Helt ærligt, så er jeg ved at få nok af Folkemøder, for jeg tror ikke, at den slags møder flytter noget som helst politisk!

Folkemødet er en stor fest for alle der gerne vil se – og, ikke mindst, blive set.

Allinge
Jeg bor kun ganske få km fra Allinge, med jeg er lykkelig for, at jeg ikke bor i Allinge under denne gang gøgl, for det har efterhånden taget overhånd.

Men en ting vil jeg ikke tage fra gæsterne, for vejret kan ikke blive meget bedre i disse dage, og det forstår gæsterne i Allinge at nyde – fuldt ud!

Politikerlede
Når vi så tænker lidt videre, om den stigende politikerlede som vi har i Danmark, kan det godt undre, at der kommer over 100.000 mennesker på toppen af Bornholm i de fire dage Folkemødet varer?

Egentlig havde jeg ikke tænkt videre over begrebet “politikerlede”, før jeg hørte Liberal Alliance’s (LA) Simon Emil Ammitzbøll udtale sig om, hvorfor LA havde deres ultimatum om de 5 % skattelettelser, for de mest velbjergede i landet, helt gik i sig selv, da de blev budt på ministerposter. Det var lige netop her, jeg kæmpede med gentagne brækfornemmelser, som jeg kun med nød og næppe klarede, uden at mit barnebarn, Jon, opdagede noget var galt.

Utal af tilbud
Det er helt umuligt at overskue hvor meget Folkemødet byder på. Bare alle de telte som strækker sig fra Kæmpestranden og op til Sandvig, kan tage pusten for selv den bedste.

Når man så herefter skal sætte sig ind i, hvad de enkelte arrangører har af events, bliver det helt uoverskueligt. Kæden er, for mig, hoppet af forlængst.

Fætter kusine fest
Det der nærmest betegner disse Folkemøder i Allinge er, noget der kan sammenlignes med en større “fætter kusine fest” – der har taget “lidt” overhånd.

Som skrevet før, så flytter politikernes holdninger sig nok ikke det mindste under denne form for arrangement i Allinge. Hvem har også nogensinde oplevet på en politisk TV-debat, at en politiker har “brudt sammen” og indrømmet, at han/hun har taget fejl, og at det er modstanderen, der har ret? Nej, vel!

Så, om denne form for Folkemøde overhovedet nytter noget, er vel mere end tvivlsomt. Det nærmeste jeg kan komme er, at jeg bliver mere og mere i tvivl om, hvem der har det faste greb om roret, for som jeg ser det, er roret helt uden styrmand!

 

 

 

 

 

Mange kendte ansigter
En anden ting er, at hvis man godt vil se “giraffen” i form af kendte ansigter fra Folketinget og TV, så er Folkemødet altså lige stedet. Det kan vi slet ikke komme op og skændes om.

Det vrimler med kendte næsten overalt, lige meget hvor du går. Dog syntes jeg, at vejen fra Netto og ud mod kæmpestranden er lidt mere anonym med hensyn til de kendte, men det kan skyldes tidspunktet for min observation?

Folkemødet 2018
Om jeg så kommer til næste års Folkemøde er nok mere tvivlsomt.

Jeg har kun været denne ene dag til årets store begivenhed i Allinge – og det lader jeg nok blive ved det.

I morgen tager jeg min racercykel på en træningstur ud i det gode vejr – for det skal altså også passes!

Foto og ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *