Insekter og fugl af Joel Andersen

Lige nu står foråret i fuld flor – ja, selv her i Tejn har vi haft vor første uofficielle sommerdag, idet vi her på Krogen er kommet op over de 25 varmegrader på vort termometer udenfor køkkenvinduet.

I det Nordsjællandske, i omegnen omkring Kregme, har det gode vejr også lokket naturfotografen ud for at tage nærbilleder af vore insekter, og ligesom de andre gange jeg har modtaget mail fra Joel Andersen, har hans billeder endnu engang levet helt op til mine forventninger. De er bare rigtig gode.

Brun sandspringer
De første billeder er af en brun sandspringer og Joel Andersen beskriver sit møde med insektet således: “Jeg syntes det er et meget spændende dyr at betragte. Nogle er ikke til at komme i nærheden af, og så er der lige pludselig en som er meget samarbejdsvenlig. Denne, som er fra Overdrevet, lod mig kravle rundt om den, så jeg fik den fra flere vinkler”, slutter fotografen sit møde med billen af med.

Jeg har tidligere beskrevet denne bille, men af og til kan det være en fordel at få noget af det gentaget. Den brune sandspringer er meget varmekrævende, ligesom dens fætter, den grønne sandspringer. Den er ligeledes meget udbredt i Danmark, og kan træffes på tørre og sandede steder, så som i hedeområder og klitter. Der findes fire arter sandspringere, hvoraf den grønne og brune er de mest almindelige i Danmark

Men fælles for sandspringerne er, at de er grådige rovdyr, som lever af mange slags insekter – hvor også edderkopper hører med på menuen.

Gærdesmutten
Nu følger nogle pragtfulde fotos af gærdesmutten, for der kom lige en fugl i vejen i “jagten” på insekterne. “Denne gærdesmutte havde i en uges tid meget travlt med at bygge rede i en tuja lige uden for vores bryggers”, skriver fotografen.

Som man kan fornemme, er gærdesmutten en meget lille fugl. Farven er på det nærmeste over i det rustbrune, og så er den ret genkendelige på den oprette hale, hvilket er et af de mest sikre tegn for fuglen.

Der er ingen forskel på han- og hunfuglen, samt ligner de unge gærdesmutter helt de voksne af slagsen, hvilket på mange måder er lidt atypisk.

Ud over den oprette hale, er gærdesmuttens meget karakteristiske sang det andet kendingsmærke. Sangen kan høres året rundt, idet sangen også et middel for at fortælle omgivelserne, at dette område er mit fødeområde – og det vil jeg forsvare – noget lig med solsorten, som jager alt og alle væk fra dens område! Men gærdesmutten har andet i “ærmet” end sangen, da den kan frembringe en “snerrende lyd”, der kan sammenlignes med et stykke træ hen over et metalgitter.

Myren
Tilbage til insekterne, for nu er myren kommet på banen.

Hvis du endnu ikke har klikket på billederne, for at se dem i et større format, så har du snydt dig selv for en oplevelse, og billederne her er slet ingen undtagelse.

Fotografens iagttagelser beskrives således: “Myren her overtog edderkoppen fra en vejhveps. Den asede og masede med at flytte den. Det blev kun til at den fik vendt den fra ryggen og om på maven.

Den masede så længe med den, at det blev et helt slæbespor i sandet. Meget imponerende energi den lagde for dagen. Den fik ikke nogen hjælp, men til gengæld var de mange om at nedlægge en larve. Naturen er barsk en gang imellem”.

Vi kender alle begrebet, at være “myreflittig”, og det er ikke bare grebet ud af den blå luft. Ud over myren ovenover knokler med edderkoppen, kan vi se på de følgende billeder, hvordan myrerne, i et tæt samarbejde, nedlægger den omtalte lave.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Insekter og fugl af Joel Andersen

  1. John Grønbæk Jakobsen skriver:

    Der knageme flotte billeder-og god tekst-Herligt at også det gode vejr er nået til”udkants Danmark”!!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *