Trafikofficial ved Svalhøj

I går var der masser af regn over “Solskinsøen”. I dag lignede Bornholm sig selv, da øen levede meget mere op til sit kælenavn.

Lige fra morgenstunden var der sol over Tejn, på trods af, at termometret kun kunne vise 2 varmegrader udenfor vort køkkenvindue.

Cykelløb igen
Da jeg kørte op mod Olsker, kunne jeg slet ikke genkende landskabet fra i går. Alt var hvidt. Marker, hustage og is på vandpytterne langs vejen. Utroligt, at der er så stor forskel nogle få km fra Tejn. Jeg var kommet i god tid til stedet, hvor Politihjemmeværnet holder til. Kort efter kom en personbil – næsten helt indhyldet i sne. Kun forruden var ryddet. Jeg begyndte at spekulere på, om der overhovedet kunne køres cykelløb på vejene – men min frygt var helt ubegrundet.

Dagens opgave lød på, at lede trafikken ved Svalhøj under BCC’s cykelløb, som i dag var til samlet start. Alle, som kender vejen ved Svalhøj ved, at når man kører fra Klemensker mod Svalhøj, kommer man ned ad bakken med fuld tryk ud på vejen mellem Hasle og Rønne, og som gammel cykelrytter ved man så også, hvad dette kan indebære i trafikken.

Vort hold
Klokken var næsten 09:00 da vort hold var samlet ved Svalhøj, hvor Leo var i fuld gang med at feje vejbanen. Leo er også gammel cykelrytter – og tænker som en sådan, så der var intet unormalt i, at han fjernede alt grus og småsten fra vejsvinget.

Leo og jeg havde været så heldige, at “vor hjemmeværnsmand” var en, der forstod os, så her skulle vi ikke “rette ind til højre”. Alt blev løst på bedste vis – helt uden problemer. Leo havde tjansen som flagpost (vejviser for rytterne), mens vi andre tog os af trafikken.

TV 2
På et tidspunkt dukkede en bil fra TV 2 Bornholm op – ikke så langt fra min post. Bilens placering voldte mig bekymringer, da rytterne kom med stor fart ud på vejen – og drønede lige over i venstre side af kørebanen.

Dette havde vi regnet ud, så jeg henvendte mig til fotografen med problemet for den placering. Manden var ikke meget for at flytte sig (min opfattelse), så jeg begyndte at tage billeder af bilens placering i forhold til vejsvinget. Kort efter flyttede fotografen bilen.

Cykelløb
Jeg skal da lige love for, at der blev kørt cykelløb i dag. Jeg begyndte at tvivle på, at vi, i min tid, kørte lige så stærkt dengang, men det gjorde vi jo nok.

Der blev kørt stærkere og stærkere gennem svinget for hver omgang, så jeg begyndte at flytte mig længere op ad vejen – og vinke bilerne længere ind til siden, når de større felter ankom.

Rytterne kørte næsten for lang tid i venstre side, så jeg måtte på et tidspunkt bruge store bogstaver, for de kom meget tæt på det holdende biler – dog skal det siges til rytternes ros, at de var meget gode til at advare hinanden ned gennem feltet mod forfra kommende biler. Og heldigvis gik alt lige efter bogen.

Min gamle klub, Lyngby.
Da vi pakkede ned for at tage tilbage til målområdet ved Almeborg i Hasle, var det med en god samvittighed – for vi havde endnu løst en opgave for Bornholms Cycle Club. Jeg gik lige ind i lagerhallen for at få en kop varm kaffe og et stykke kage – og var meget hurtigt på vej over til bilen for at køre mod Tejn.

I samme øjeblik hørte jeg i højtaleren, at en Lyngbyrytter havde vundet sin klasse – det måtte jeg da have et billede af. Kaffe og kage kom ned på asfalten mens jeg hurtigt fik fat i mit kamera – og jeg fik billedet i kassen 😀

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *