Byggerod i Allinge

Det er vist et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet et indlæg fra Bornholm, og da jeg har hørt, at Netto i Allinge står foran en nybygning, så tog jeg turen til Allinge på cykel.

Da Netto er i gang med at rive deres gamle bygning ned og bygger et nyt stort indkøbscenter på stedet, giver det også havnen et helt andet udseende for tiden.

Når vi så sammensætter dette byggerod med diverse vejopgravning i midtbyen, samt  det enorme arbejde med fjernvarme til Allinge og ud mod Tejn, så minder Allinge meget mere end et almindeligt byggerod. Vi må så håbe, at de bliver færdige inden Folkemødet?

På cykel
Da jeg cyklede ind til Allinge i går, skulle jeg ikke meget længere end op af bakken i Sandkås, før jeg blev mødt af et større vejarbejde – i form af nedgravning af fjernvarmerør i venstre side af vejen.

Og da jeg nåede lidt længere frem, var der opstillet et trafiklys (noget vi ellers aldrig ser her på Nordlandet). Trafiklyset går lige forbi mine gode venners ejendom – der hvor Pallehus Reklame har til huse.

De hjemløse
Da jeg nåede frem langs Kæmpestranden, kunne jeg se, at de hjemløses tilholdsted var flyttet længere ned mod røgeriet – eller skrevet på en anden måde “De hjemløse var nu blevet hjemløse” – for der så meget tomt ud!

Nedrivningen af den gamle nettobygning er endnu ikke helt i gang, men det varer ikke ret længe, før der tages hul på bygningen, for de store maskiner er bragt i stilling – selv om det er diverse udgravninger, de lige for tiden udfører.

Rundt om den gamle bygning er der en større ophobning af  klippe- og stendynger, og selv inde i bygningen kan man skimte mindre gravemaskiner.

Hele området er spærret af med en større indhegning, så det er kun parkerings arealet udenom, der er tilgængeligt, men selv her er der aktivitet af store lastbiler med diverse materiale til kloakkelring m.v.

Sort tag
Der er givet en dispensation fra Bornholms Regionskommune således, at den nye bygning kan “smykke” sig med et sort tagpaptag – og som man kan se på billederne, er Allinge en by, der fører sig frem med røde tegltage – og den dispensation falder da heller ikke i god jord hos borgerne i Allinge!

Jeg kan også godt undre mig en del over denne afgørelse, da jeg ved hvor firkantet kommunen kan være, når det gælder samme problem i Rønne – for her bliver der ikke givet dispensationer på det spørgsmål.

Hvad årsagen til dispensationen så end måtte være, så tror jeg ikke, at vi har hørt det sidste i den diskussion.

Foto og ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *