En tur ud i solen

Okay, jeg ER startet på spinning og styrketræning, men det afskærer mig ikke fra, at tage raceren en god tur ud i Bornholms dejlige natur.

Lige for tiden har vi alle tiders sensommervejr, så det undrer mig lidt, at jeg ikke ser flere motionister på landevejene, men det skyldes nok, at jeg er pensionist, og kan køre på alle tidspunkter, hvilket vil sige i den, for andre, normale arbejdstid.

wp_20160915aSvaneke
Dette skete så også i dag, at jeg tog raceren et stykke tid før frokost, og satte kursen mod Svaneke.

Jeg cyklede langs kysten, og kom gennem Døndalen, Gudhjem, Melsted, Bølshavn, Listed og ned til Svaneke havn – og så i det flotte vejr! Se lige på billedet – ikke en eneste sky i miles omkreds.

Populær by
Der var mange mennesker i den populære by, ja faktisk er Svaneke så eftertragtet, at det er helt umuligt at opdrive et eneste hus på en salgsliste i Svaneke. Området omkring havnen har sit eget helt specielle miljø. Af og til skulle man tro, at vejen gennem havnen er en gågade, så mange mennesker færdes der.

sh_1Svaneke byder da også på alt det, en turist går efter. Fra havnen og op til torvet, er det ikke småting der bydes på, men det vil jeg lade turisten selv om at bedømme – i mellemtiden, er der nok af restauranter, man kan gå ind på, for at tænker over det spørgsmål.

Svaneke Bryghus er, ud over en god restaurant, et rigtig godt sted, hvis man vil smage en rigtig god øl – men det bliver der ikke tale om i dag for mit vedkommende.

nexoeNexø
Efter at have taget et par billeder på havnen, gik turen videre til Nexø.

Mine tanker for træningsturens længde lå på omkring de 70 km – og ikke meget længere, derfor gik kursen mod Ibsker og derefter videre til Østermarie og Østerlars. Det var grunden til, at jeg ikke kom ned til Nexø havn, men drejede af lige inden jeg kom helt ind til byen.

Egentlig kunne jeg også bare købe en af disse GPS-dimser, der kortlægger hele min cykeltur fra start til slut – og så lægge den på facebook som dokumentation for min træningstur? Men det er alt for nemt – og siger slet ikke noget som helst om mine oplevelser i den borholmske sensommer.

aarsdaleMøllen ved Årsdale
Denne mølle er et rigtig godt besøgt sted, og vi har selvfølgelig også været der – flere gange!

Jeg købte engang et halssmykke i butikken ved møllen.  Dette smykke kunne få tankerne tilbage til vikingetiden – og blev derfor sendt til Tasmanien. Min gamle ven Down Under går under navnet “Vikingen”, så det lå lige til højrebenet. Og læg så lige mærke til den flotte skyfri himmel 🙂

ibskerIbsker
Jeg har før skrevet om kirken i Ibsker, så hver gang jeg suser forbi denne kirke, har jeg en opfattelse af, at jeg har et bedre og bedre kendskab til denne meget smukke kirke – og det var også tilfældet denne gang.

Resten af turen gik bl.a. over Østerlars og Gudhjem, og så var jeg så heldig at hilse på min fb-ven, Kenn Andersen, der var på vej hjem til Østerlars på racercyklen. Joh, atter en flot dag på Solskinsøen Bornholm.

Foto og ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til En tur ud i solen

  1. John Grønbæk Jakobsen skriver:

    Sikke n flot tur du har været på!Jeg har bare eet spørgsmål til din tekst-hvad er det for nogle”moroinister”du gerne vil se nogle flere af?-Det må være noget meget lokalt på Bornholm,vi har ingen i Odder og omegn!

  2. Erik Krog skriver:

    En enkelt fejl – det skal der da være plads til. Den er rettet nu 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *