Så er der atter gået en måned, siden jeg sidst fik en stribe billeder fra naturfotografen, Joel Andersen, der har til huse i den Nordsjællandske by Kregme.
Og denne gang disker han op med helt andre billeder, end dem vi hidtil har set, og ikke mindre med et stadie mellem dyr og svamp!
Troldsmør
Jeg bryder sammen og tilstår, jeg anede ikke hvad troldsmør var, men jeg kan forstå, at det det drejer sig om en art slimsvamp!
Disse slimsvampe er nærmest et stadie mellem dyr og svamp. Og selvfølgelig er der noget okkult over troldsmør!
I fordums tid!
Dengang, hvor hekse, trolde og naturligvis også de sagnomspundet elve, huserede i de danske skove, sammen andre af de underjordiske (det der med de underjordiske er slet ikke noget Bornholm har patent på), havde et troldsmør også sin plads sammen med mosekonen og lygtemanden. Man kan vist rolig sige, at fantasien fejrede store triumfer dengang, da man på sin vej passerede de gule klatter i skovbunden – for det kunne da kun være troldkvinder og andre væsner af den art, der havde tabt deres “troldsmør”!
Et svampedyr!
Det underlige væsen er levende – men alligevel ikke et rigtig dyr?!? Troldsmør kan kravle hen over en skovbund som en gennemsigtig amøbelignende organisme, da den er på jagt efter svampesporer og bakterier, som den æder på sin vej. Den er beslægtet med andre grupper af encellede dyr.
Joel Andersen skriver i sin mail, at der er gået to dage mellem det første og andet billede, for så hurtigt henfalder troldsmør!
Skovsneglen
Næsten samme sted i Arresødal Skov, hvor troldsmørret befandt sig, “løb” Joel Andersen ind den røde skovsnegl, der har fundet vej til et noget trøsket træ.
At Joel Andersen selv har en god fantasi, har jeg aldrig betvivlet, og den kommer da også til udtryk ved denne skovsnegls nærbillede. “Den ligner nærmest en strandet hval med det åndehul” beskriver han skovsneglen – og helt uret har han bestemt ikke.
Et egern
“Egernet var pludselig lige uden for vores køkkenvindue”, skriver fotografen.
“Den var meget tillidsfuld at arbejde med, når jeg bare bevægede mig forsigtigt”, slutter han sin korte beretning af med, om dette meget smukke billede. Og så bare lige udenfor deres køkkenvindue!
Guldbassen
Guldbassen har jeg selv engang, for mange år siden, fanget i søgeren her i haven i Tejn. Dog fik jeg ikke det samme ud af mine billeder, som dem fotografen har sendt mig i denne omgang.
Men et faktum er, at vi har af gøre med en rigtig flot bille.
Der findes to arter i Danmark af Guldbassen. Den grønne guldbasse, er den, som er med på de to billeder. Og så er der kobberguldbassen, der på farven lever mere op til sit navn som guldbasse.
Guldbasser er ret store, og har et ret eksotisk udseende, et udseende, der får mange til at tvivle på, om den nu også er dansk? For den kan da umuligt være almindelig i Danmark? Men – begge arter er helt almindelige i Danmark. Dog findes den slet ikke i det nordvestlige Jylland.
Det okkulte
Jeg slutter af som jeg startede – med de underjordiske, eller med det okkulte – om I vil? For dette billede er bestemt noget der sætter gang i fantasien. Et rigtig godt skud af fotografen, der er en mester i at fange øjeblikket.
Joel Andersen skriver da også om billedet fra Arresødalskoven, at han er ret sikker på, at ham/hende blinkede til ham. Og det er ganske vist 😉
Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!
Flotte billeder fra din ven!
Det er altid top kvalitet fra Kregme 🙂