En gammel skolekammerat

Telefonen ringede og en mand præsenterede sig som Torben Vilmar. Den måtte jeg lige have igen, for dels er min hørelse ikke hvad den har været, og dels havde jeg en gammel skolekammerat ved det navn – og det kunne det jo ikke være. Slet ikke!

Men manden gentog sit navn, og langsomt gik det op for mig, at det VAR min gamle skolekammerat fra Skovlunde og Ballerup, der havde fundet frem til mit telefonnummer på Bornholm!

“Joh ser du”, begyndte Torben sin forklaring, “jeg fandt jo dit nummer på KRAK – og da jeg alligevel er på Bornholm, såååh!”

“Er du på Bornholm?” svarede jeg mistroisk, det var jo alligevel 56 år siden vi var gået ud af skolen, så det var noget af en overraskelse at høre min gamle vens stemme – igen!

“Tjaaaa”, fortsatte Torben, “vi er på øen for at besøge noget familie i Tejn, eller rettere, på vejen lige over hvor du bor”. Herefter en mindre pause, “jeg står faktisk lige udenfor din dør!” Nu var det, at min kæbe faldt lidt længere ned, end den plejer at gøre.

Jeg indrømmer, at det var en overraskelse af de store. Vi fik talt en del sammen i den korte tid Torben havde til rådighed, men slet ikke nok. Jeg håber at se ham igen en anden gang, når de kommer til Bornholm, hvilket Torben lovede. “Jeg ved jo hvor du bor!” svarede han med noget der skulle minde om en rockerstemme. Vi grinede begge, for hvis der er noget min gamle skolekammerat ikke er, så er det rocker – tværtimod!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

En kommentar til En gammel skolekammerat

  1. Torben skriver:

    Det er sjovt at overraske især når det er folk man kender
    9år i skolen og så 56 år og man taler sammen som var det igen,dejligt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *