Fredag aften på Kæmpestranden

Allinge røgeri i baggrunden – her i modlys

I går aften var jeg lige en tur i Allinge, – på et tidspunkt, hvor aftensolen var på vej ned i Østersøen.

Når jeg nu alligevel havde mit kamera med til Allinge, kunne jeg lige så godt prøve at tage et par billeder i modlys. Det gik ikke særlig godt, men alligevel har jeg båret over med et af billederne, som det kan ses lige til højre.

British Cygnet, her ud for Allinge

British Cygnet

Nu var der også et skib på havet, et skib, der havde ligget for anker de sidste par dage. Om natten kunne vi beundre skibets mange lys i mørket, noget som vi efterhånden ser frem til, når et skib anker op i vort udsigtsområde her på nordkysten.

Skibet er en britisk olietanker ved navn “British Cygnet” – og er faktisk ikke helt lille. Tankeren har en længde på hele 251 meter, og en bredde på 44 meter, så vort Rundetårn, som bekendt står på Købmagergade i København, sagtens kunne ligge på tværs på skibet, idet Rundetårn kun er 35 meter højt! British Cygnet’s dødvægt er på 113782 ton og har en tonnage på 63463. Det store skib er bygget i 2005.

Kysten ud fra Kæmpestranden i Allinge

Kysten ved P-pladsen

Da jeg alligevel havde kameraet fremme, tog jeg også et billede af kysten ud fra P-pladsen ved Netto, og som det ses på billedet til venstre, kunne klipperne i vandet stadig lige fange aftensolen inden solen forsvandt ned bag bygningerne ved Allinge Røgeri.

Når vi har storm på dette sted, bliver mange af klippestykkerne kastet op på parkeringspladsen, så det er umuligt at parkere på pladsen ud mod havet. Men det er noget de fleste turister slet ikke oplever, og som det ses på billedet, så kan det også være lidt svært at forestille sig, at dette rolige hav, kan vise så meget tænder, at klipperne kan ende oppe på P-pladsen.

Nordbornholms Røgeri på Kæmpestranden i Allinge

Nordbornholms Røgeri

Det sidste billede jeg fik i kassen var af Nordbornholms Røgeri, og det er vist ingen hemmelighed, at dette spisested, er et af mine ynglings steder for denne kategori.

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke har prøvet konkurrenten, Allinge Røgeri, men hver af de to restauranter har sin charme. Men begge røgerier hører absolut til dem, jeg vil anbefale, da deres røgvarer er helt i top – men, restauranterne er meget forskellige.

Nu glæder jeg mig til, at vi snart kan se frem til lidt sommer, for vor forår har af og til virket som efterår, hvor varmen har ladet vente på sig.

Foto: Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *