Udgravninger ved Hammershus

Gangbroen over til Hammershus. Tænk på, hvad der har passeret her i tidens løb

Et af de steder, hvor der, med statsgaranti, er rigtig mange turister her på Bornholm, er på Hammershus. Og det er ret forståeligt, da stedet oser af mystik og historie, for slet ikke at nævne alle de grusomheder, der er foregået i denne fæstning, som også var et Statsfængsel i “de gode gamle dage”.

Kendte fanger

Historisk har Bornholm også været under Sverige (dog ikke med bornholmernes gode vilje), men efter 1576 kom Hammershus igen under Danmark, hvilket ikke helt var til borgens bedste, da man lod den forfalde som fæstningsværk. Derfor blev Hammershus nu kun anvendt som statsfængsel for personer som bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Nu var de to ikke helt tilfredse med indkvarteringen, så de flygtede fra Manteltårnet, hvor de var indsat i. Nu er Bornholm som bekendt en ø, med rigtig meget vand omkring, så det varede ikke ret længe, før de to flygtninge atter var under lås og slå.

De, som har besøgt Hammershus, men ikke har haft en “fortæller” med på rundvisningen, er virkelig gået glip af noget, idet der er fortællinger om Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina’s flugt, som ikke står beskrevet i historiebøgerne!

Hvad gemmer der sig i dette område?

Udgravninger

Der er aldrig været foretaget udgravninger på Hammershus, men nu – i næste uge, begynder de første arkæologiske udgravninger og det kan blive rigtig spændende, hvad det bringer frem for dagens lys.

Det er før blevet berørt, at bygningerne, eller dele af Hammershus, er ældre end først antaget, derfor er et af hovedmålene, at tidsbestemme byggeriet. Så er det lidt spændende med sådanne udgravninger, at der som regel altid dukker noget andet frem end det man leder efter – eller forventer at finde. Og jeg er ret sikker på, at de gamle ruiner på Hammershus gemmer på mange andre hemmeligheder.

Det er nationalmuseet i samarbejde med Bornholms museum, naturstyrelsen og Danmarks Borgmuseum, der leder udgravningerne, som er sat til 4 uger. Hammershus er et fredet fortidsminde, så der er en del at tage hensyn til. Men – jeg kan godt forestille mig, at hvis der dukker noget uventet op, så kan udgravningerne godt tage meget længere tid.

Lidt historie

Et lidt specielt billede af tårnet på borgen, da det er taget fra vandhullet, der
denne dag var helt udtørret.

Historiebøgerne beskriver, at Hammershus stammer helt tilbage fra 1159 – tiden under Valdemar den Store. Andre har en opfattelse, at Fæstningsanlægget først blev etableret omkring 1260 – under ærkebiskop Jakob Erlandsen. Fæstningen skulle være blevet bygget for, at beskytte ærkebiskoppens interesser.

Det er blevet konstateret, at dele af murene på Hammershus er af ældre dato end det øvrige, så jeg vil følge med i, hvad der komme ud af udgravningen. Måske kan der fortælles mere om, hvorfor Hammershus blev bygget?

Foto: Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *