En dansk komediefilm og “Thala Dan”

For et par dage siden viste TV en dansk komediefilm fra 1963, hvor bl.a. Ebbe Langberg, Poul Reichhardt, Helle Virkner og Ove Sprogøe medvirkede. Filmen startede med det danske polarskib “Thala Dan” fra rederiet J. Lautitzen, hvilket, for mig, var et glædeligt gensyn med skibet – og med en tid, der var engang.

Polarskibet Thala Dan fra rederiet J. Lauritzen

Hobart på Tasmanien

Jeg har ikke sejlet med “Thala Dan”, men jeg mødte skibet i Hobart i 1967, hvor Frankrig havde lejet skibet til en ekspedition på Antarktis. Jeg så skibet i Hobart havn, dagen før jeg skulle flyve til Melbourne, og selvfølgelig skulle jeg da lige ned og hilse på de danske søfolk.

De var lidt overrasker over, at møde en dansker her på den anden side af jordkloden, og spurgte derfor om, hvad jeg lavede i Hobart. Jeg forklarede dem, at jeg havde arbejdet i bjergene på et kraftværk her på Tasmanien. Det fik dem til at se helt missundelig ud, da det var noget de selv drømte om, men som sømand havde de en mere tryg og sikker tilværelse ombord på et skib. De havde altid noget at komme tilbage til.

På Pub i Hobart

Søfolkene bød mig på en Carlsberg Hof, mens de grinende fortalte, at de havde hele skibet fuld af pilsnere hjemmefra, da de var helt overbevist om, at man ikke kunne købe øl på Sydpolen. Vi aftalte videre, at vi skulle mødes senere på aftenen, hvor jeg så viste dem bar- og pubmiljøet i Hobart.

På en pub i Australien bestiller man ikke en flaske øl, for alt øl drikkes i glas fra ølhanerne i baren. Så jeg var ved at gå til af grin over, at en af mine nye venner bestilte “a bottle of beer” i baren – men jeg sagde ingenting, for jeg var klar over det videre forløb.

Tjeneren lagde en hel liter Foster’s Beer ovenpå en avis på bardisken, hvorefter han rullede det hele sammen og tapede det forsvarligt. Sømanden var et stort spørgsmålstegn, han havde bare bestilt a bottle of beer – ikke en hel liter øl indpakket?!?

Ølkultur i Australien

Så måtte jeg forklare sømanden, at på pub i Australien er der fire forskellige størrelser glas, man kan bestille og drikke i baren. Når man så bestiller “bottle of beer”, er det helt klart for at tage den med hjem, og da man ikke må vise sig på gaden i Australien med en flaske spiritus eller øl, bliver den selvfølgelig pakket ind.

Tasman bridge, efter påsejlingen i 1975

Tasman bridge

Næste dag forlod “Thala Dan” Hobart, for at begive sig sydpå, og jeg tog en taxa over broen, Tasman bridge, til lufthavnen, for at flyver nordpå til Melbourne. Siden har jeg ikke set skibet.

I 1975 sejlede et større skib ind i Tasman bridge, og dele af broen styrtede sammen. Dette krævede en del dødsofre. I 2007 kørte jeg over den nye bro for første gang. Det var med en lidt underlig fornemmelse at tænke på tragedien i 1975.

“Lilla Dan”

En anden ting er, at jeg har en flot model af et andet af J. Lauritzen’s skibe stående her i Tejn. Skibet er tomasteren “Lilla Dan”, – et rigtig flot sejlskib, men det er en helt anden historie. Modellen er bygget af en skibsmodelbygger fra Østerlars.

Foto: Fra nettet

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *