Bilister vs motionscyklister

I den sidste tid – og navnlig på TV – har vi kunnet se klip med en problematik, der bare vokser sig større og større (med cyklisten som den slemme part), hvis man da skal tro journalisterne. Nu oplever jeg det ikke helt på samme måde – eller rettere, den fremstilling kan jeg slet ikke genkende, men jeg bor jo også på Bornholm.

De gode gamle dage

Siden jeg startede i cykelsporten i 1960, er der sket en meget positiv udvikling rytterne imellem, når de cykler i felter ude på landevejen. Nu var der nok heller ikke de samme antal biler i 1960, men vore landeveje er også blevet en hel del bedre end dengang. Når jeg tænker tilbage på Frederikssundvejen i sin tid, – gennem Ballerup, Måløv og op over Veksø mod Søsum, så kan jeg godt få kuldegysninger, når jeg tænker tilbage på, hvor smal vejen egentlig var dengang. Og når mørket faldt på, var der ikke noget der hed baglygter i “de gode gamle dage”, og “Nefablænderen” på fløjmøtrikken, var heller ikke meget bevendt. Styrthjelm (cykelhjelm som det hedder i dag) var kun noget, vi brugte under løb. Utroligt at der ikke skete mere.

Kulturen i dag

Cyklisterne kører helt efter færdselsloven her

I dag er det en helt anden kultur i sporten. Sikkerheden er blevet langt bedre i takt med de mange motionscykelløb, selv om jeg sagtens kan se forskel på, om cyklisten er gammel cykelrytter, eller “bare” en motionist.

Men ens for alle er, at der nu bliver advaret i feltet om biler kommer forfra eller bagfra feltet, hvorefter feltet helt automatisk retter ind til højre.

Der bliver også advaret om holdende biler, huller i vejen og meget andet der kan være til fare for cykelfolket – og til gavn for bilerne.

I går skrev jeg om Bornholm Rundt, hvor man kunne se flere bilister køre langt ud over dobbelte optrukne linjer på vejen. Vejen er på en bakke, hvor der for oven er et højresving! Altså, bilisten kan ikke se en pind, og alligevel overhales der af mange billister.

Cyklisten havde lov til at køre på kørebanen, da “Bornholm Rundt” er et anmeldt cykelløb. Selv om der kun er en enkelt cyklist på kørebanen, ser vi eksempler på, at bilisten er helt over i den modsatte kørebane, på et sted hvor den form for overhaling ikke er tilladt!  http://pensionistpaabornholm.blogspot.dk/2014/08/bornholm-rundt-pa-cykel.html 

Et problem?

Men ifølge de indslag og kommentarer vi kan se på TV om de mange cykelmotionister på vejene, er det næsten altid cyklisten, der er problemet – og sådan er virkeligheden bestemt ikke. Nu har jeg også mere indtrykket af, at det er nogle enkelte sensationlystne journalister på TV, der prøver at finde to “modparter” ud fra nogle enkelte hændelser – og så herefter skabe et landsomfattende problem!

I byområderne kører cyklisten meget tæt på den hastighed, som en bil max må køre. Her gennem Tejn

Foto og video: Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *