MTB Stage Race Bornholm 2014

Meget hurtigt, efter en stor cykelsucces er overstået, står der et nyt cykelarrangement på programmet. Det drejer sig om Team Cycling Bornholms tredagsløb, “MTB Stage Race Bornholm”, der starter i Almindingen torsdag den 29. maj – fortsætter i Vang om fredagen og slutter lørdag den 31. maj i Sandvig.

http://www.mtbstageracebornholm.dk

Siden dette løb startede for 4 år siden, har arrangementet vokset sig større og større for hvert år. Sidste år var der 140 deltagere i løbet, og i år er der i omegnen af 200 ryttere til start. Med så mange ryttere, er det klart, at en del må komme fra den anden side af vandet, hvilket naturligvis også er tilfældet, for MTB Stage Race Bornholm er blevet noget af et tilløbsstykke, da Bornholm kan byde på landets bedste løbsruter og terræn for en ægte MTB-rytter.

Jeg var med som hjælper i det første løb af MTB Stage Race Bornholm, hvor jeg de sidste 2 år har været forhindret – men i år er jeg igen med på banen. Jeg håber at kunne stå et sted, hvor jeg vil være i stand til, at tage nogle gode billeder.

MTB Stage Race Bornholm – et løb for den kræsne MTB-rytter

De tre dage på Bornholm

Den første etape starter i Almindingen ved Rytterknægten, som har været startsted for mange andre MTB-løb her på Bornholm, så de bornholmske ryttere har også her en fordel i at være lokalkendt.

Dog skal ingen forvente at få noget foræret, for der vil blive kamp til stregen.

Der er masser af udfordringer i løbet

Alle deltagere, på nær de helt yngste, skal ud på en 6 km rute. Og som jeg kan huske stedet, så kan ruten godt stille nogle store krav til rytteren – især ved regnvejr.

Men nu befinder vi os jo på solskinsøen, så det er nok udelukket. Dog røber jeg nok ikke for meget ved at skrive, at ruten er teknisk krævende.

Den anden etape køres i Vang, der i år køres som enkeltstart med to omgange igennem granitbruddet. Det skal nok vende lidt op og ned i stillingen.

Tredje og afsluttende etape køres i området på Hammeren – med start og mål ved Sandlinjen. For børn, unge og motionsklassen køres en kortere rute end eliten, som skal ud på en tur omkring Opalsøen, Hammerhavn og helt op til Hammershus ruiner – og retur.

Dette er ikke bare en teknisk krævende etape, men også en fysisk krævende etape, der nok skal få et par ryttere til at komme på kanten af deres formåen.

Foto; Venligst udlånt af Team Cycling Bornholm og Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *