Politikeres moral

Et af de større spørgsmål i denne uge er, “skal politikere have en større moral end den “almindelige” befolkning?”

Nu er en politiker egentlig bare en ganske “almindelig” borger, der har et politisk arbejde, på samme måde som alle andre borgere har deres arbejde – så helt grundlæggende, skulle svaret nok være et nej. Men her stopper den diskussion jo ikke.

Vi stiller f.eks. også højere krav til vore læger, da vi nærmest lægger vore liv i deres hænder. Læger er blevet læger, fordi det er det de har ønsket – vel vidende om, at der bliver stillet meget store krav til dem.

Silvio Berlusconi er uønsket i Italien

På samme måde er politikere – helt frivilligt, blevet politikere. Politikere er dem vi har valgt, ad demokratisk vej, til at styre vort samfund, derfor må de også bevise, at de er værdige til dette valg – og det gør man ikke, når man stiller sig op og beretter, at enhver krone skal vendes og anvendes med omhu, for derefter selv at ødsle de selv samme penge bort til “tant og fjas”. Vel at mærke, penge, som oven i købet er øremærket til udviklingsbistand.

I en tidligere sag – om rod med bilag, kunne Lars Løkke Rasmussen erklære, at han var ikke så stor en idiot, at han ikke lærte af sine fejl (sagt i 2008). Det ser ud til, at samme Lars Løkke Rasmussen, ikke har lært af sine fejl – altså må han være idiot (hans egne ord)!

Når politikere skal være vort lands ledere, må vi kunne forvente, at deres moral er bare lidt højere end den almindelige borgers moral. Selv i Italien, med deres historie i det politiske liv, har de nu fået nok af politikeren Silvio Berlusconi – så ja, der er grænser for en politiker med en afvigende moral, selv om de to sager – på ingen måde – kan sammenlignes.

Men når politikere, gentagne gange, udviser mangel på politisk dømmekraft, så er de ikke længere værdige til dette hverv!

Foto: Fra nettet

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *