Udspring i Opalsøen

Skal, skal ikke springe ud?

Min hustru, Birthe, og jeg, var lige en tur rundt om Hammerhavn, så i den anledning tog vi et “kik” på området ved tovbanen, som allerede er taget ned for sommeren.

Meeen, vi kunne høre råb fra klipperne, som kom fra modsatte side af Opalsøen.

Råbene gav faktisk et større ekko end vi havde forventet – på den anden side, så er der vel ikke noget at sige til, at netop disse klipper er velegnet til at give et ekko?

Råbene skyldes fire unge mænd, der sprang fra klipperne ned i søen. Dvs. de tre første var allerede i søen, mens den sidste havde de største kvaler med at turde springe ud fra klippen.

To af kammeraterne i Opalsøen

De tre, som allerede var på vej hen imod os, lå bogstaveligt med røven i vandskorpen, da de var “bundløse” – altså uden badebukser!

Den fjerde på klippen havde heller ikke, på dette punkt, sine kammeraters mod, da han var iført badebukser.

Her sker det – en personlig grænse overskrides.
Tak for hjælpen

Det var et ægte gruppepres den unge mand på klippen var ude for, der dog havde det mod, at indrømme, at det turde han altså ikke – og der var fandeme også meget langt ned!

Knejterne i vandet blev dog ved med at presse ungersvenden på klippen, og nu kom flere tilskuere tilstede på klippen bag den unge mand – og de var helt bestemt med til at presse på.

Pludselig satte den unge mand i løb ud mod klippekanten, og med råb fra kammeraterne i vandet, sprang han ud fra klippen og ned i Opalsøens dybe mørke vand.

Da han atter kom til syne i vandoverfladen, var det til jubelråb fra flere siden. Det var helt sikkert, at der blev overskredet en grænse i dag fra klippen over Opalsøen.

Foto: Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *