Regeringsindgrebet i lockouten overfor DLF

Finansministeren smiler over regeringsindgrebet – alt gik som det skulle.

Så kom det længe ventede regeringsindgreb i lockouten overfor Danmarks Lærerforening. Efter min forudsigelse, mente jeg, at lockouten ville tage 2 uger – men det blev til 4 uger, hvor forældre og skoleelever var gidsler i konflikten mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening (DLF).

Jeg vil stadig påstå, at det helt igennem var en aftale mellem Regeringen (finansminister, Bjarne Corydon) og KL, hvilket også skinnede tydeligt igennem Ombudsmandens konklusion, idet DLF har fået afslag på aktindsigt (hvilket jeg stadig mener, de har krav på!) i hovedparten af dokumenterne, der skulle forberede overenskomstforhandlingerne for de offentlige arbejdsgivere – men afgørelsen er i overensstemmelse med offentlighedsloven (mange ting kan bøjes, og bliver bøjet!), konkluderer Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.

Dette rokker ikke ved min mening, at der hele tiden har været et klart parløb mellem finansministeren og KL i denne sag. Jeg vil sammenligne det med en god gammeldags studehandel, som man kunne komme ud for i tidernes sognerådsmøder.

Dog er der én ting, der ikke kan ændres ved. Skoleledernes ret til at indrette arbejdsdagen for den enkelte lærer. Lederen har retten – og pligten til at lede og fordele arbejdet, samt ansvaret herfor, så her er den gode Anders Bondo Christensen gået helt galt i byen.

Når det så er sagt, har den danske model spillet fallit. Det er helt oplagt, at “de såkaldte overenskomstforhandlinger” er taget ud af de to parters hænder – da KL havde, stadig efter min mening, “en lodret ordre oppefra,” da resultatet allerede var fastsat af finansministeren.

Når man så ser på resultatet af regeringsindgrebet, bekræfter dette tanken om aftalt spil fuldt og helt. DLF er nærmest blevet kørt over ved dette indgreb, da en nærlæsning viser, at KL ensidigt er blevet tilgodeset.

Foto: Fra nettet

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *