Sportsfolk og smertetærskel

Når man sidder og ser på speedway, hvor kørerne må en tur i slaggerne, for derefter at banke ind i barrieren – efter at en anden kører har kørt ham over, kan man ofte se efterfølgende seance, at den forulykkede, bare rejser sig op og børster de værste slagger af sig.
Hans største problem er typisk, om han bliver disket for episoden. Hvis køreren så ikke rejser sig, er det helt sikkert så alvorligt, at han må en tur på sygehuset.

Her under Giro’rn, er der næsten dagligt styrt 50 – 100 meter før målstregen, fordi arrangørerne har syntes, at det er “lidt spændende” med et vejsving på 100 grader, der gennemkøres med 65 – 70 km/t.
Rytterne banker ned i asfalten, så det tynde sportstøj bliver flænset i stykker. De fleste ryttere rejser sig bare op igen og ser fortvivlet på den ødelagte cykel. Det er kun enkelte ryttere, der må modtage behandling på stedet, ellers er behandlingen overladt til efter løbet.
De fleste cykelrytteres største skræk er, efter en lang kuretur på asfalten, som regel turen i badet efter løbet, hvor al snavs skal ud af sårene.

De største pivede sportsfolk er, efter min opfattelse, fodboldspillere. Vi ser, gang på gang, at spillere vrider sig i smerte, efter en rulletur på en dejlig grøn og blød græsplæne. Ofte kan man slet ikke få øje på, at der overhovedet har været kontakt mellem spillerne, selv om den “slagtede” spiller er “i store smerter”!?!
De værste “skuespillere” af denne klasse, kommer helt klart fra de sydeuropæiske lande – samt fra Sydamerika. Hvis man ser kampe fra disse områder, kan man være helt sikker på gentagne “store dramaer”, det ene værre end det andet.

Hvorfor er der egentlig så stor forskel på sportsfolks smertetærskel?

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *