Noget at stå op til

Mange har den opfattelse, at det må være det rene svir, at blive folkepensionist – og så ”fise den af resten af livet”. Men det er bestemt ikke nemt, at have været aktiv i et langt liv, for derefter, pludselig ikke at have “noget at stå op til”.

Selvfølgelig har jeg hus og have, men det kan jeg ikke få hele tiden til at slå til med – og om vinteren er det endnu værre, da dette emne, ligesom ikke er tilgængeligt af naturlige årsager.

Både den tidligere og nuværende regering, har udtalt, meget kraftigt, at vi ældre burde være længere på arbejdsmarkedet. Så med det nye tiltag, en delvis afskaffelse af efterlønnen, samt en forhøjelse af pensionsalderen, er der skaffet grobund for, at vi ældre kan yde en ekstra indsats.

Men god morgen min bare arm – ingen har overhovedet brug for os!

Lige siden jeg gik på efterløn, har jeg søgt arbejde (et sted imellem 200-300 job over hele landet) – endda skrevet til den tidligere Beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, som kun havde en sang fra de varme lande at forsvare sig med. Nu havde jeg ikke ventet andet, så “forklaringen” gjorde slet ikke nogen forskel.

I dag gjorde jeg så selv noget andet ved sagen, end jeg tidligere havde gjort. Jeg gik en tur ned på arbejdsformidlingen i Rønne, for, som jeg tænkte, kunne jeg måske blive skrevet op – hvis der indkom en forespørgsel om en folkepensionist, som kunne bidrage med nogle timer om ugen til “et eller andet”.

Men jeg blev dybt skuffet – ingen, og jeg mener, der var absolut ingen hjælp at hente fra den front. Jeg blev henvist til Pensionsafdelingen, som heller ikke kunne hjælpe med noget som helst.

Nu skriver jeg til den nye Beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, for at få et “klogt svar”, men noget siger mig, at hun sikkert også kender en del sange “fra de varme lande!”

Ingen af os ældre, der virkelig vil gøre en ekstra indsats, som vore politikere efterlyser så markant i vore medier, skal gøre sig forhåbninger om, at der er tale om reelt tale. Det er ikke andet end varm luft!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *