En historie fra Færøerne, femte del

Joen var tidligt oppe den næste dag, da huset helst gerne skulle efterlades i samme stand til forældrene, som det var modtaget i, så derfor var der et problem, der bekymrede ham en del. Snorri og den unge pige ovenpå!

Problemet Eirikur
Et andet problem var Eirikur, som lå snorksovende hen over køkkenbordet. ”Hvordan pokker kunne man vække ham efter så meget indtagelse af spiritus?”

Den gode Snorri var bestemt ikke den letteste af få ud af sengen, og da slet ikke når han havde selskab af en ung pige.

”Går du op og vækker ham” spurgte Joen lidt for tøvende til Axel. Men det havde Axel på ingen måde lyst til, så han så hen på Jens Erik, ”gør du?”, opfordrede han ham i en noget udfordrende tone, der havde en snert af ”det tør du bare ikke”. Men lige nøjagtig der, tog Axel fejl, for Jens Erik var meget hurtigt oppe af trapperne og bankede nu forsigtigt på døren. Ingen svarede eller reagerede overhovedet inde fra værelset. Meget forsigtigt åbnede han døren og fik hurtigt øje på to nøgne mennesker – Snorri og den unge pige. Inde i værelset var vinduet åbnet på vid gab, hvilket nok ikke var på grund af varmen, men helt sikkert for at få lidt frisk luft ind!

Midler og metoder
Ingen af de to i sengen reagerede på Jens Eriks kalden. De to ”turtelduer” sov tilsyneladende endnu meget tungt. ”Okay”, mumlede Jens Erik og fortsatte sin mumlen for sig selv, ”also, müssen wir die mittel und methoden anvenden”! Og lige så stille smuttede han ned af trappen igen, og videre ud i køkkenet til køkkenvasken.

Der var stillet et større krus ved siden af vasken, og det var netop dette krus, der var en del af værktøjet for udførelsen af den videre plan. Jens Erik fyldte kruset med vand, og kort efter havde han retning mod trappen, der førte op til værelserne.

”Kan du komme i tanke om, at smide vand på dem?” spurgte Joen og Axel forskrækket i munden på hinanden, der ikke i deres vildeste fantasi kunne udtænke sådan en plan. ”Bare rolig”, forsikrede Jens Erik, ”jeg tager selvfølgelig mine forholdsregler. Jeg skal nok få de to på højkant!”

Jens Erik åbnede atter døren ind til de to sovende. Han dyppede højre hånds fingre ned i vandet, og med et elegant ”sverp” med hånden, landede de mange vanddråber oven på deres mål i sengen. Hurtigt trak Jens Erik døren til sig, for han skulle trods alt ikke nyde noget af en eventuel resolut vrede fra Snorri, der meget tænkeligt kunne udløses i voldsomheder.

Regn?
Men heller ikke det kunne få du to sovende til at reagere, hvorefter Jens Erik tog en resolut beslutning, og kastede resten af glassets indhold mod målet i sengen. Dette fik Snorri op af sengen i en fart, for han tumlede ud af sengen for at lukke vinduet. ”Satans møgvejr”, mumlede Snorri og rullede med et bump tilbage i sengen med den unge pige.

Vandet var ikke nok til, at pigen vågnede, men Snorris hårde tilbagekomst i sengen fik hende ud af søvnens faste greb, og endnu hurtigere havde hun til sin skræk fundet ud af, hvilken situation hun befandt sig i. Herefter gik det meget stærkt med, at hun kom i sine klæder igen, der stadig stank af opkast fra aftenens episode – og endnu stærkere med at komme ud af døren, der nær havde kostet Jens Erik en tur ned af trapperne. Pigen nærmest fløj ned af trapperne – og endnu hurtigere ud af husets hoveddør.

Snart efter lå en halvvågen Snorri helt alene tilbage i sengen, en Snorri, der ikke helt kunne blive enig med sig selv om, om det kunne betale sig at stå op eller blive liggende. Dog fik tanken om en øl eller en snaps meget hurtigt enden på den ”diskussion”, for noget i hans krop skreg på et middel, der kunne få has på hans hastige voksende delirium.

Brødrene
Jens Erik sluttede sig til de andre ved køkkenbordet, hvor Eirikur endnu befandt sig i sin drømmeverden – hen over bordet – men i en tilstand, der nok mindede en del mere om bevidstløshed end søvn. Ved siden af ham stod en halvtom flaske akvavit, der af ukendte årsager delvis havde overlevet Eirikurs angreb for en totaludslettelse. Men flaskens indhold levede på lånt tid, for Snorri var på vej ned af trapperne, og hans blik var rettet direkte mod det lille indhold i flasken.

Snorri greb flasken, samtidig med, at han smed sig ned i den stol, der stod nærmest ved den sovende Eirikur. Hans armbevægelser havde kun et formål inden flasken blev sat for munden, og det var at få skruelåget af i en helvedes fart. Det var en kombination af disse ting, at Snorri kom i karambolage med den sovende skikkelse på bordet, hvilket resulterede i, at Eirikur drønede ned på gulvet med et brag.

Det var åbenbart denne form for mishandling, der kunne få den sovende Eirikur tilbage til de ”levende”, for aldrig så snart han ramte gulvet, var han tilbage i siddende stilling – dog stadig på gulvet – men vågen nok til at se de sidste dråber snaps forsvinde ned i Snorris tørstige hals.

”Gem li..” var den meget korte sætning, der kom ud af den siddende Eirikur, der lige havde konstateret et faktum, der på ingen måde var til fordel for ham. ”Satans”, mumlede han indædt, og begyndte at rejse sig op fra gulvet.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Skyderier på Nørrebro

Jeg kender en del til det gamle Nørrebro – men slet ikke til det Nørrebro, som er der i dag. Sidste gang jeg cyklede igennem Nørrebro, var efter et motionscykelløb, “Århus – København”, hvor jeg skulle ind til Hovedbanen fra Herlev. Jeg blev jagtet ude på selve Nørrebrogade af nogle personer, af anden etnisk herkomst end dansk – for jeg havde intet at gøre i deres by?!?

Skyderier
Siden er der sket en masse skyderier i bydelen, skyderier, som tilskrives bandekrige, efter hvad pressen skriver. En del personer, som slet ikke kan sættes i forbindelse med banderne, er blevet ramt. Min personlige opfattelse er, at det er med fuldt overlæg, at uskyldige mennesker er skydeskiver, for det vil sætte en skræk i livet på andre, om, at bevæge sig ind på Nørrebro!

Forbyd dog banderne!
Jeg ved det, for at forbyde disse bander, skal vi have en grundlovsændring om forenings friheden – eller skal vi? For jeg mener Grundlovens § 78 kan anvendes, da den beskriver:

§ 78

Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2.  Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. 

Store udgifter
Jeg behøver vel ikke beskrive nærmere, hvem eller hvad der er den egentlige årsag til de store sikkerhedsmæssige omkostninger, der er indført, i takt med den muslimske flygtningestrøm, vi har været vidne til i Vesten.

Australien i 60’erne
Jeg husker engang, da jeg gik ombord i et fly af typen T727 (DC9) i Sydney til Melbourne. Vi var to danskere, der begge havde vore jagtvåben med, og som vi bragte med i flyet! Lige inden vi lagde vore geværer op i bagagerummet – oven over flysæderne – råbte kaptajnen til os, om vi havde husket at tage bundstykket ud – og om, hvor mange patroner vi havde med os? Vi bekræftede, at bundstykket var ude – og at vi havde 35 til 40 patroner med. Dette blev godkendt uden videre spørgsmål – andet end med en tommelfinger opad.

I dag kan vi ikke engang medbringe en neglefil – uden at dette bliver betragtet som et våben. Vi kan ikke engang medbringe en flaske vand gennem sikkerhedskontrollen – en sikkerhedeskontrol, som heller ikke fandtes dengang!

Hvem er den skyldige?
Ingen andre religioner – end Islam – har vi problemer med i Vesten! Alle andre religioner opfattes som en privatsag, hvor Islam proklamerer højlydt – at alle vantro skal dræbes. Denne religion hører ikke til i et demokrati – så er det sagt!

Fortroppen
Jeg betragter det der sker på Nørrebro, som fortroppen af det der venter os – hvis vi ikke snart tager os sammen! Vore politikere (dog ikke alle) har den største berøringsangst for, at kalde det der sker på Nørrebro ved deres rette ord.

Forbyd disse bander og de foreninger, der ikke kan indordne sig under vort demokrati, for det er ikke os, der skal integreres – det er flygtninge og indvandrere, der skal integreres – hvis det skulle komme bag på nogen? Så fat det dog – I folkevalgte på Christiansborg!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

En historie fra Færøerne, fjerde del

”Vi skal besøge nogle af mine gamle venner og familie her i Vágur, så slipper vi for at lave mad”, sagde Joen med et glimt i øjet. Men det havde Eirikur en helt anden mening om, for han fortsatte direkte hen mod et cafeteria i bygden. Efter al den spiritus, han havde fået indenbords på sejlturen, trængte han til at få skyllet efter med en øl eller to.

Det færøske øl
Selv om man kun kunne købe lyst øl på Færøerne, så smagte det trods alt af øl – og værre var det da heller ikke. Det færøske øl blev jo også brygget af noget af det bedste vand i verden!

Uden at stille for mange spørgsmål til Eirikurs kurs hen mod cafeteriet, fulgte de andre lige så stille efter, for der var også en kaproning på fjorden, de skulle se, så rundturen i bygden kunne sagtens vente.

Cafeteriet i Vágur
Inde på cafeteriet var der heller ikke den store plads at få øje på, da samtlige pladser var optaget, men det forhindrede dem ikke i, at bestille en ”Føroya Bjór” – også kaldet en ”Einar Waag”, som er den mest efterspurgte pilsner på Færøerne.

”Eirikur havde allerede drukket sin den første øl, inden de fik betalt, mens Snorri mere tog tiltag i, at nyde sin øl. Jens Erik var den glade giver, og mens han ordnede det økonomiske med ekspedienten bag disken, stillede Snorre sig midt ud på gulvet – i fuld rank stilling, men den ene hånd i siden.

“Katastrofen”
Med højre hånd om flasken, satte han flasken til munden – og lagde nakken tilbage. Og så var det, at denne tilsyneladende ret harmløse handling, satte en uforudset kædereaktion i gang.

Den ranke stilling, som Snorri havde indtaget, med den efterfølgende lettere tilbagelænet manøvre, fik Bénédictiner liqueuren, bag livremmen, til hoppe op fra sit ”sikre” gemmested, idet Snorris mave pludselig indtog en helt anden position end den sædvanlige hængevom ud over bæltet. Flasken fortsatte sin flugt direkte ned mod cafeteriets hårde gulv, og katastrofen var uundgåelig. Snorris tiltænkte ”fisseliqueur” smadredes i tusinde stykker, mens indholdet hurtigt bredte sig ud over gulvet.

Det tog ikke Snorri ret mange sekunder at konstatere, hvad der lige var overgået ham! Ølflasken i højre hånd blev vendt 180 grader i luften, og med et kast mod cafeteriets endevæg, endte den på samme ynkelige måde som ”fisseflasken” på gulvet. ”Der røg det fisse”, skreg han af fulde hals ud over de måbende gæster i cafeteriet.

Der var tilsyneladende ingen, der turde gøre nogen indsigelser imod det udbrud, for alle lod som om intet var sket selv om det nærmest var umuligt at overse seancen. Alle var nervøse for, hvad Snorri mon kunne finde på, hvis der var faldet en forkert kommentar.

Snorri forsvandt ud af døren, og de to danskere og Joen fulgte bare efter – ligesom det tynde øl. Udenfor var kaproningen på fjorden i fuld gang. Eirikur var forsvundet uden nogen havde lagt mærke til det, så da de havde set robåden fra bygden Sumba, som ligger på Suðuroy, havde vundet i den store klasse, var det et helt perfekt tidspunkt til, at tage på rundtur i bygden hos Joens venner og familie.

Den færøske gæstfrihed
Jóansøka, er lige så meget befolkningens aktivitet ved gensidigt besøg, som den direkte underholdning i anledningen af sommerfesten, der har tiltrækningskræften for deltagerne. Foruden lidt mad ved naboen, familien og venner, er der altid en lille én til halsen, så det er meget få besøg, der bliver glemt på bygdeturen. I det hele taget er gæstfriheden på Færøerne, nok noget af det mest værdifulde for færingerne, for noget lignende findes vel næppe i hele verden?

Da alle, lige med undtagelse af Eirikur – der stadig gik sine egne veje, endelig tog Joens forældres hus i besiddelse, var tidspunktet blevet til lidt sent på aftenen. De begyndte så småt at affinde sig med, at det nok måtte være sengetid, da de skulle nå »Smyril« tilbage til Tórshavn næste formiddag. Men ligesom de mindst ventede det, dukkede Eirikur pludselig op – og ikke nok med det, han havde to unge piger med på slæb.

Pigerne
De to unge piger, på henholdsvis 16 og 17 år, havde været på bygdetur det meste af dagen, og var blevet lidt interesseret i Eirikur, som kun kunne komme af med pigerne, ved at tage dem med hjem til huset i Vágur. Hvis Snorri før, havde følt sig så træt til, at finde en seng for natten, så blev han pludselig meget nærværende.

Begge piger var en del beruset af dagens mange husbesøg, så den ene satte sig med det samme på Axels skød, hvor hun lagde meget kraftigt op til ham, for Eirikur havde bestemt ikke faldet for hendes tilnærmelser. Og posten, Axel, var ikke helt uinteresseret i den unge færøske pige, dog tog interessen en brat ende, da pigen pludselig overbrækkede gulvet. ”Hva’ satan i fænghullet”, råbte posten forskrækket, da han var lidt nervøs for, at han også var blevet overbrækket.

Den unge pige befandt sig nu selv siddende på gulvet, lige midt i sin egen ”suppe”, da Axel ved sit udbrud, også havde rejst sig op, hvilket resulterede i, at pigen var kuret ned gulvet – lige midt i suppedasen! Snorri var næsten for hurtigt henne for at hjælpe den ulykkelige pige op, og hans hjælpsomhed fortjente da også al mulig ære, hvis bare hjælpsomheden ikke havde grobund i noget helt andet end det, som det umiddelbart så ud til at være!

”Føj for satan”, udtrykte Snorri sin ”medlidenhed” overfor den arme pige, der nok ikke havde brug for et udtryk af den art til opbakning. ”Nu skal jeg hjælpe dig af tøjet, så du kan blive vasket”.

Snorris bagtanker
Nu var det ligesom de øvrige begyndte, at kunne genkende baggrunden for Snorris hjælpsomhed, for naturligvis havde manden en bagtanke med sin hjælpsomhed. Den unge pige blev hjulpet på benene, for derefter at forsvinde ovenpå med Snorri i et af de tilstødende værelser. Joen trak på skuldrene, som om den ”udvikling” ikke kunne være ret meget anderledes – men han kendte jo også Snorri bedre end de andre!

Joen så igen op mod værelset, hvor de to var forsvundet ind i, derefter gik han ud i et tilstødende bryggers for at finde en spand og en gulvklud, for efterladenskaberne på gulvet var jo ikke forsvundet af sig selv!

Efter gulvet var rengjort, stillede Jóen spand, klud og gulvskrubber hen i et hjørne i køkkenet. Det var efterhånden også blevet tid til lidt søvn, og da den anden pige, lige så stille var forsvundet ud af døren, var der ingen, der bekymrede sig om hende. Alle fandt sig en soveplads et sted i huset, lige med undtagelse af Eirikur, som fortsatte i sit eget selskab – med et par flasker snaps.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En historie fra Færøerne, tredje del

Langt de fleste pladser var optaget på færgen, så de fem venner blev ret hurtigt splittet, da de måtte sidde, hvor der nu engang var plads til dem.

Nu betød denne mangel på pladser ikke det helt store for brødrene, for Eirikur trissede alligevel rundt for sig selv med sin lommelærke, og de steder han opdagede kendte et ansigt, blev han som regel også budt på en snaps eller to. Og set ud fra Eirikurs filosofi, var det slet ikke det værste, han kunne komme ud for.

Snorris tankegang
Snorri var kommet til den konklusion, at hvis hans flaske – i bæltet – skulle overleve turen på »Smyril« – og dermed sikre ham det fisse han havde udtænkt sig, så måtte flasken opbevares et mere sikkert sted. Derfor havde han på et tidspunkt overdraget flasken til Axel, med en indtrængende besked om, at Axel nærmest skulle forsvare det dyrebare indhold med sit liv!

Da »Smyril« havde lagt Store Dimon bag sig, opstod der tumulter agter på skibet. Snorri var kommet i klammeri med et par personer fra Klaksvik, der havde en hel flaske D.O.M. at hygge sig med. Det var kun med nød og næppe, at manden fra Klaksvik blev reddet fra en større røvfuld, for Snorri havde i mellemtiden glemt, at han havde bedt Axel om, at passe på flasken, – den meget vigtige Bénédictiner liqueur. Derfor måtte flasken altså være stjålet fra ham. Andre forklaringer var der bare ikke!

Jens Erik lagde sig imellem kamphanerne, men med fuld opmærksomhed på Snorri, samtidig med, at han råbte ind i hovedet på den hidsige mand, at Axel havde hans flaske. Axel stod da også og viftede med flasken, men i sikker afstand fra Snorris arme, der mere eller mindre kørte rundt i lokalet som en vindmølles vinger i stormvejr.

”Jeg har den her”, råbte Axel med en skinger stemme, der afslørede, at han var noget nervøs for, at flasken kom noget til i det slagsmål. Han havde jo også lovet Snorri, at passe godt på flasken, og Snorri lignede en, som han nok ikke skulle diskutere ret meget med.

Idet Snorri så Axel med ”den bortkomne” Bénédictiner liqueur, gik ”noget” pludselig op for ham. Han faldt da også helt ned, men dog ikke så meget, at det kunne blive til en undskyldning til manden fra Klaksvik. Der var grænser, trods alt!

Vikingeskib
Da »Smyril« ankom til Vágur, lå der et vikingeskib et stykke ude i fjorden. Vikingeskibet havde hejst det kendte sejl, og lignede – i bygningen – til forveksling de mange færøske både, som ses overalt på Færøerne. Dog en del større.

Foruden sejlet, skilte skibet sig også ud fra de øvrige både i havnen – med runde skjolde på begge sider. Naturligvis var vikingeskibets ankomst en del af Jóansøka, der ved sin tilstedeværelse gjorde den kendte sommerfest til noget ganske særligt.

Eirikur lagde da også hurtigt mærke til vikingeskibet ude på fjorden, men hans opfattelse af synet, matchede ikke helt de andres opfattelse af seancen. ”Når man begynder at se vikingeskibe, så skal det bare drikkes væk”, konstaterede han i sin egen lommefilosofi, der blev konfirmeret med en ordentlig dram fra hans ynglingsfugl, lommelærken.

Sluppen
Der lå også et andet skib i havnen i Vágur, et meget gammelt færøsk sejlskib, som havde gennemgået en tiltrængt restaurering.

Sejlskibet, en færøsk slup, med en todelt mast, sejlede nu rundt mellem øerne som en værdig repræsentant for Færøernes skibshistorie på havet. Skibet, gik da også under navnet »Sluppen«, havde på sit sommertogt lagt til kaj i Vágur i anledning af sommerfesten.

Snorri, som igen blev forenet med sin ”fisseflaske”, der med det samme indtog pladsen bag bæltet, lagde straks mærke til »Sluppens« tilstedeværelse, og hvis ikke Joen havde rykket kraftigt i ham, ville han helt sikkert have været forsvundet ombord på det gode gamle sejlskib.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En tur på Hammershus og BTS

I går havde vi en tur på Hammershus og Bornholms Tekniske Samling (BTS). Når jeg skriver “vi”, så er det min hustru, vort barnebarn, Jon, og jeg.

Det er ikke altid lige let for Jon, at være sammen med os to gamle, da Jon er 18 år, og har derfor nogle helt andre behov end hjemmets oprindelige beboere.

 

 

 

 

Vor historie
Men nu er Jon en del af os, så derfor tager vi af og til nogle ture ud på øen sammen. Men – strengt taget, så er det nok ikke lige Hammershus og Bornholms Tekniske Samling, der tiltrækker et ungt menneske, men ingen tager skade af lidt historie – så derfor.

Da vi gik over broen – op mod den gamle borg, kunne vi ikke lade være med at bemærke de mange planter, der overalt groede ud af sten- og murværk, et bevis på, at naturen er meget stærkere end menneskets bygningsværk.

En flot natur
Da vi gik rundt i området, kunne jeg ikke lade være med, at komme med en kommentar om det der i sin tid var sket på stedet.

Vejret var meget behageligt, og en fred hvilede over “toppen på Bornholm” – en direkte modsætning til stedets grumme historie for datidens beboere på Hammershus.

Jon havde selvfølgelig været her før, men huskede det ikke så godt, da det var en del år siden, dog var der ting han huskede om stedet.

Udsigten ud over Østersøen kunne man heller ikke kimse af, og vi bemærkede flere sejlskibe og fiskerbåde et godt stykke ude på havet.

Kamera – og et spørgsmål
Jeg havde selvfølgelig min uundværlige følgesvend med på turen (mit kamera), som jeg flittigt anvendte overalt.

Nu var det så, at Jon kom med en vittighed, som fik mig til at grine. “Hvordan kan det være, at når du tager billeder med et rundt objektiv – at der kommer firkantede billeder ud af det?” Den lader vi stå lidt endnu.

Det nye byggeri
Vi kunne heller ikke lade være med at se i retningen af det nye byggeri – det nye velkomstcenter – der er under opbygning. Det nye center ser meget interessant ud, da det er bygget (som vi ser det) lige ind i naturen, så det ikke er til gene for den unikke natur, der er kendetegnede for hele Hammerknuden. Det vil helt sikker blive noget af turistmagnet – meget mere end stedet er i forvejen, og det siger ikke så lidt!

BTS
Vi tog herefter lige et smut op omkring Bornholms Tekniske Samling, da Jon ikke havde fået det store tur gennem museet – og så var der også en jagerbomber, der skulle afprøves at sidde i.

Birthe fik en god gennemgang af Christian, en af mine kustodekolleger på stedet, og det var hun meget glad for – for Christian ved meget mere om museet end jeg gør – endnu.

Jon fik sin “tur” i jetjageren, og et billede han kunne vise til sine norske venner – og det er vel heller ikke så galt?

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

En historie fra Færøerne, anden del

Danskerne, Jens Erik og Axel, boede på samme pensionat i midten af Tórshavn, men det var på sin vis også det eneste, der bandt dem sammen i Tórshavn. De var begge i midten af tyverne, og deres tilhørsforhold til Færøerne skyldes udelukkende deres arbejde. Et ophold, der sang på sidste vers.

Argir
I den sidste tid havde Joen, Jens Erik og Axel taget et par bowlingsaftener på den nye bowlingbane, der var blevet anlagt i det gamle spinderi, som var placeret midt ude i åen, som løber mellem Tórshavn og Argir.

Som noget nyt kunne man nu også spise varmt mad på bowlingbanen, da der var ansat en kok fra Marinestationen i Tórshavn – og han var slet ikke så ringe til at lave mad. Derfor blev stedet ret hurtigt et godt alternativ til den trivielle mad på pensionatet for de to danskere, der ikke altid bifaldt de færøske retter som ræstfisk og ræstkød.

Bestilling af spiritus og øl
Jens Erik, var ansat som tømrer ved det danske byggefirma Pihl og Søn. Han var lidt kraftigere end Axel, hvor de mere havde højden på 1,75 m som fællesnævner. Axel havde et helt andet arbejde end Jens Erik, idet han var ansat ved det danske postvæsen midt i Tórshavn.

Når en af dem fik en sending spiritus og øl fra Danmark, kunne det godt gå lidt vildt for sig i værelserne på pensionatet. Engang gik det ud over en dør til Axels værelse, så døren måtte udskiftes. Med denne udskiftning forlangte ejeren selvfølgelig, at Axel måtte betale omkostningerne for, hvilket ikke blev noget problem, men så ville Axel til gengæld også have den ødelagte dør.

Døren blev lagt op på to tomme ølkasser – og herefter havde ”Posten” et sofabord. Døren, eller bordet om man vil, havde stadig håndtag og låsen isat – og oven i købet sad den gamle nøgle stadig i låsen. Når der så atter kom spiritus og øl på ”bordet”, kunne Axel finde på at låse låsen i den ødelagte dør. Et stunt, man med held kunne sætte sig ind i, ved indtagelsen af en større mængde spiritus. Både Jens Erik og Axel kunne da også få det helt store grin frem under seancen – og det skete ikke så få gange under deres ophold i Tórshavn.

Afrejsen
De fem venner mødtes på kajen ved skibet »Smyril«, som skulle sejle den ned til Vágur på Suðuroy. Skibet »Smyril«, var nogle få år før blevet bygget på skibsværftet »Skipafelagið Føroyar«, og blev med det samme et skib, som færingerne blev lidt stolte af. Selv om »Smyril« var en del mindre end Færøernes tidligere stolthed, »Tjaldur«, der blev solgt til Argentina, kunne det, med lidt god vilje, godt minde en del om det skib, som »Skipafelagið«, af økonomiske grunde, blev nødt til at sælge i Sydamerika.

Der var allerede en god stemning på »Smyril«. Mange passagerer havde varmet lidt op hjemmefra, hvilket betød, at stemningen automatisk blev løftet et par trin højere, end en almindelig rejse til Danmark. De fleste passagerer skulle jo også deltage i en yderst populær sommerfest, og det går bestemt ikke stille for sig på Færøerne.

De to brødre
Eirikur og Snorri var bestemt ikke blandt de passagerer, der kunne holde stemningen nede, da de begge havde taget godt fra sig af de våde varer i det gamle hjem i Tórshavn.

”Er I klar til Jóansøka?” spurgte Joen de to brødre. Eirikur svarede slet ikke, men klappede sig demonstrativt på inderlommen, hvor Snorri havde en noget mere uddybende kommentar til sin ”bevæbning”. ”Vil du da ha’ en snaps?”, spurgte Snorri, og rakte en hel flaske whisky over til Joen, der ikke tøvede med at tage imod tilbuddet. Snorri hankede herefter op i skjorten, og til syne kom en hel flaske D.O.M. Bénédictiner liqueur, der var stukket ned bag livremmen.

Egentligt var det noget naturstridigt i, at flasken kunne placeres der, idet Snorri havde en meget kraftig mave, hvor bæltet havde sin plads under maven. Hvad der egentlig holdt benklæderne oppe – og flasken med, måtte stå hen i det uvisse.

Efter Joen havde taget en spids fra whiskyflasken, lod han den automatisk gå videre til Jens Erik og Axel, der uden videre forklaring tog imod ”tilbuddet”. De havde begge været for længe på Færøerne til, at de kunne misforstå denne ”invitation” til en slurk af flasken. Snorri strøg kærligt flasken bag bæltet, nærmest med en overdreven håndbevægelse, der kunne lede tanken hen på noget direkte sjofelt bag handlingen. ”Denne her”, oplyste han, med en endnu mere hæs stemme end den han plejede at tale med, ”denne her skal skaffe mig fisse i Vágur!”

”Det må du sgu lige forklare lidt tydeligere”, fiskede Jens Erik med et blink i øjet. Han havde i samme øjeblik ladet whiskyflasken gå videre til Axel.

”Hold da helt kæft, hvor er I danskere langsomme”, svarede Snorri nærmest grinende, kvinder er langt mere til denne slags end whisky eller snaps – derfor!”, forklarede han, mens han endnu engang gjorde en noget sjofel bevægelse med hånden på flasken i bæltet. ”Går det for stærkt for din hjerne?” fortsatte Snorri drillende i et noget højere toneleje, men med et blik på hånd og flaske, der bestemt ikke efterlod ret meget til fantasien!

Hverken Axel eller Jens Erik havde noget behov for en nærmere forklaring på, hvad der foregik i Snorris hjerne, dertil var det alt for åbenlyst. Og Joen lignede en, der overhovedet ikke var forbavset over Snorris bagtanker. Sandt at sige forventede han noget i den retning.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mette Frederiksen og tom snak

Jeg har slet ikke den store fidus til Mette Frederiksen (S) som statsministerkandidat, for jeg tror ikke et klap på denne meget kolde kvinde.

Dengang Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, skrev jeg en mail til damen – da jeg flere gange var blevet alders diskrimineret, når jeg søgte på ledige stillinger – og det er ulovligt! Derfor min henvendelse til konen på Borgen – men intet svar, trods flere rykkere!

Det tog dog ikke helt modet fra mig, for min erfaring sagde mig, at alle de folketingsmedlemmer og ministre jeg havde skrevet til (og det er mange), så svarede de altid, så det regnede jeg også med Mette ville gøre. Men jeg blev langsomt klogere!

Intet svar
Jeg fik den triste erfaring, at ikke engang kontorpersonalet hos beskæftigelsesministeren svarede på min henvendelse, så Mette Frederiksen kan stikke sin udtalelse skråt op (fra i dag), at “vi i socialdemokratiet skal tænke og gøre mere på de svage og pensionisterne i samfundet” – for det er tomme løfter!

Selv Ældresagen måtte indrømme, at det er mere end svært, at få et svar fra Mette Frederiksen, så jeg skulle være mere end heldig, hvis jeg kom igennem til kvinden.

Som skrevet – jeg tror ikke en skid på det damemenneske!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En historie fra Færøerne, første del

Nu prøver jeg på noget nyt på bloggen. En historie fra Færøerne – i flere afsnit – så må jeg se, om dette er noget, der kan fange mine mange læseres opmærksomhed

Færøerne og sommerfester
På Færøerne er der sommeren igennem flere festival – godt fordelt omkring på de 18 øer. Den største af dem alle er Olai – eller Ólavsøka, som den også kaldes.

Der var engang en tysk turist, der skrev i en avis, at han tidligere havde oplevet, at en hel by (München i Tyskland) var på druk, men han havde aldrig oplevet et helt folk på druk!

Nu er det også at tage munden lidt for fuld, at komme med sådan et postulat, men det er sådan Ólavsøka opleves i Tórshavn – og det er vel ret tæt på sandheden? Naturligvis er der afholdsmennesker på Færøerne, – så som en del baptister og andre trossamfund, der bestemt tager afstand fra flasken, men det er vel stort set også de eneste, der er tørlagt under Olai.

—–

Joansøka på Suðuroy
Den næststørste sommerfest på Færøerne er helt sikket Jóansøka, der hvert år foregår på den sydligste af øerne på Færøerne, Suðuroy. De to bygder, Vágur og Tvøroyri, skiftes hver især til at afholde festen, en fest, som er Færøernes svar på Sankt Hans festen. Dog afholdes festen altid i den weekend, der er nærmest den 24. juni.

Den historie jeg nu vil fortælle, er fra slutningen af 1960’erne, og da det er en længere historie, vil jeg skrive den som en novelle – men i flere afsnit her på bloggen.

Hovedpersonen Joen, er en ung ugift mand på 23 år, der arbejder i Tórshavn, men var født og opvokset i Vágur på Suðuroy. Det er omkring Joen, at historien har sit udgangspunkt.

Joen har udseende med sig, men han er mere optaget af sit arbejde som revisor. Det med kone og børn, er bestemt ikke noget, der optager Joens tid, hertil er han alt for optaget af sin karriere. Joen havde kommet med et festligt tilbud til fire af sine venner, et tilbud, som de alle havde takket ja til.

I anledningen af Jóansøka, havde Joen inviteret sine fire venner med på en tur til sin fødeø, idet hans forældre var bortrejst til Danmark de næste 2 uger. Han havde derfor hele huset i Vágur for sig selv under de årlige festligheder på Suðuroy, og da Jóansøka, dette år, skulle afholdes i Vágur, gav invitationen endnu mere mening.

De fire venner
Eirikur, Snorri og de to danskere Jens Erik og Axel, er navnene på Joens fire venner. Eirikur, en lidt genert 21 årig fisker, der gemte sin generthed bag en mængde spiritus, der efterhånden var blevet hans varemærke i Tórshavn, da hans noget usikre skridt altid røbede ham, når han havde set for dybt i flasken. Ikke alle kunne huske Eirikur for genertheden, for de blev efterhånden vant til, at se ham i en større og større ”sidevind” gennem hovedstadens smalle gader – og ofte mange dage i træk. For i samme takt, som Eirikur fik spiritussen indenbords, forsvandt hans generthed, og det var det indtryk, han efterhånden havde efterladt i sit kølvand. Han er en ung mand på 175 cm, men på grund af sine brede skuldre og meget muskuløse udseende, virkede han en del mindre. En del af Tórshavns ugifte piger, havde et godt øje til ungkarlen Eirikkur, men han havde tilsyneladende kun interesse i flasken, da han – i flasken – havde det selskab, han dybest set foretrak.

Når så den unge fisker havde drukket alle sine penge op, penge der var tjent fra den sidste fangst på havet, tog han bare en ny hyre på en af de mange trawlere i Tórshavn eller Klaksvik, trawlere, der havde de gode fangstområder på Island eller Grønland. Her var der altid tale om fast arbejde på havet de næste 3-4 måneder, herefter havde han atter penge på kontoen i Tórshavn. Noget helt andet var, at Eirikurs organer havde rigtig godt af en pause på 4 måneder fra flasken, for hverken spiritus eller øl fandtes på et færøsk fiskeskib.

Eirikur og Snorri var brødre, men modsat Eirikur, havde Snorri en uddannelse i Mærsk-flåden som maskinmester, og selv om de begge havde et lidt for godt forhold til flasken, havde Snorri endnu en åbenlys forskel i forhold til sin bror – han kunne slet ikke holde sig fra kvinder!

Snorri var en del højere end Eirikur – og ca. 15 år ældre, men ellers lige så firskåren som broderen. Hans stemme bar præg af, at han var vant til at arbejde i et støjende maskinerum, for stemmen var både høj og meget hæs, så man tog aldrig fejl af Snorri, hvis han var indenfor hørevidde. Snorri var også lidt af en slagsbror, og det var ikke så få slagsmål, han havde deltaget i, i de mange havne han var kommet til under Mærsk-flaget.

Selv om Snorri var bosiddende på Island, gift på 12. år – og tre sønner i ægteskabet, så var dette slet ingen hindring for ham at jagte andre kvinder. Når han var hjemme på besøg på Færøerne, havde den gode mand hele Færøerne som sit jagt territorium – mht. kvinder. Og denne fordel benyttede Snorri sig fuldt ud af!

Fortsættes …..

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark

Jah – det er da godt nok noget af et krav, jeg kommer med her, men hvis krigsbytter skal afleveres til rette vedkommende, så har jeg vel noget at have dette krav i?

I de trykte medier kan jeg bl.a. læse om, at flere borgerlige partier, kræver op til flere kulturskatte tilbage til Danmark, kulturskatte, der er blevet taget fra os som krigsbytte.

Island
De islandske håndskrifter, som ikke kan betegnes som krigsbytte, da Island engang hørte under Danmark – og derved også håndskrifterne – blev alligevel udleveret til Island i årene fra 1973 til 1997, idet Island er den rette ejermand af disse historiske håndskrifter. Sådan er det.

Sverige og Roskildefreden
Danmark har en hel del kulturskatte liggende i Sverige, helt tilbage fra år 1363 – og det er lige her jeg vil hen – for disse kulturskatte skal bare tilbage til Danmark!

Og så er det, at jeg kommer ind på Roskildefreden, der blev underskrevet den 26. februar 1658. Dengang var Danmark i en temmelig alvorlig knibe i krigen mod Sverige, en krig, der nemt kunne have kostet Danmark et totalt nederlag til vort broderfolk.

Dog varede Roskildefreden kun hen til august måned, men desværre blev dens vigtigste bestemmelser bekræftet ved Freden i København i 1660.

Danerne
Danerne udvandrede i sin tid fra det sydlige Sverige – altså Skåne, Halland og Blekinge, for, at bosætte sig i det dengang meget skovbeklædte – og senere det, som vi i dag kender som Danmark.  Så vi taler ikke ikke bare noget, der engang tilhørte Danmark, men taler om hele Danmarks vugge.

Nordens Union
Der har været gjort mange forsøg på, at få Norden samlet ind under i en eller anden form for Union, men broderfolk eller ej, dette kan vi slet ikke enes om.

Så når vi nu er kommet så langt, at vi taler om udlevering af krigsbytte, så må jeg kræve, at vi får Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark – for det er landsdele, der historisk set hører sammen med det øvrige Danmark.

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Sol over Gudhjem

Ja, den kender vi alle. Det er noget med en røget sild med rå æggeblomme – men altså ikke det jeg hentyder til i dette indlæg – for i går var der virkelig en flot sol over Gudhjem 😀

Mit barnebarn, Jon, og jeg var taget til Gudhjem for at gå en tur i byen og langs havnen i det gode vejr.

Jeg havde egentlig ikke regnet med ret mange mennesker i Gudhjem i går, selv om vejret viste sig fra den gode side her i den første tredjedel af sensommeren – for det er mere end forkert, på denne søndag, at kalde dette vejr for efterårsvejr!

Stort salg af is
Men jeg tog helt fejl, for der var mennesker overalt i byen og ved havnen. Selv markedet, på havnen, havde vist en god omsætning – og ikke mindst, var der godt gang i is salget i de mange populære butikker.

Drivis?
Jon ville da også smage en af den mange tilbud på isvafler, der kunne købes i alle mulige størrelser. Da vi gik ind i butikken, forlod en mindre pige butikken med en vaffel til 139 kroner.

Det var mig en gåde, at dette lille menneske skulle kunne fordøje dette isbjerg. Det måtte i hvert fald afstedkomme en del drivis i tarmene – vil jeg tro?

Solbadere
Overalt kunne vi se mennesker sidde i solen og slikke solskin, ja, der var ligefrem trængsel om de gode pladser i havnen.

Selv en havnebader blev der plads til, selv om manden i vandet klagede lidt over, at vandet var lidt koldt. Jeg kunne godt nære mig, for, at prøve om det nu var rigtigt.

Den lille havn
Vi var også lige forbi den lille havn, for også her kunne de mange besøgende finde hen. Joh, der var i den grad Sol over Gudhjem i går. 🙂

Christiansø
I det klare vejr kunne vi sagtens se helt over til Christiansø fra havnen.

Jeg kunne fornemme på Jon, at han havde lyst til en tur over til øen, selv om han, for mange år siden, havde været en tur derovre – endda med overnatning sammen med sin mor. Men det var så lang tid siden, at han slet ikke kunne huske det.

En ny tur til Christiansø tager vi op på et andet tidspunkt. Men, en rigtig dejlig eftermiddag i Gudhjem 🙂

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar